Kinas geografi

Kina har mange forskellige landskaber, med bjerge og bjergplateauer som dominerer i vest, og lavland i øst. De vigtigste floder flyder fra vest til øst (Chang Jiang (Yangtze), Huang He, Amur) og nogle gange mod syd (Perlefloden, Mekong, Brahmaputra).

Kina er ganske overvejende et bjergland. Sletter findes ved kysten og ved floderne, men når kun mod nord større udstrækning. Bjerglandet er af meget gammel oprindelse, idet der ikke forekommer marine dannelser, der er yngre end kultiden.

I den geologiske bygning såvel som i terrænets former viser der sig en betydelig forskel mellem Nordkina og Sydkina. Disse to hoveddele af landet adskilles ved den østlige fortsættelse af Kwenlyn, der som et system af parallelle bjergkæder under flere navne gennemskærer Kina fra vest til øst. Længst mod vest danner Nanshan grænsen mellem provinserne Kansu og Tibet og når højder på 6.000 m.o.h. Øst for Hoangho fortsættes Kwenlyn-systemets kæder af Tshinlingshan, Funiushan og Hwai-bjergene. I disse kæder er Tapaishan (3.350 m) i Tshinlingshan det højeste punkt, Passene ligger her i en højde af 1.400—2.000 m.o.h., de øvrige kæder er lavere (1.200—2.000 m med ganske lave pashøjder). Nord for disse bjergkæder ligger Nordkinas højland, der imidlertid ved det store kinesiske lavland deles i to dele, af hvilke den østlige opfylder den største del af provinsen Shantung. Længst mod øst i denne provins danner Lai-bjergene halvøen mellem det Gule Hav og Petshili-bugten; de når i Kwaniushan en højde af 880 m og begrænses mod vest af en sænkning, der går fra Kiaotshou-bugten til Petshili-bugten, der her er forbundne ved floden Kiaoho og en kanal. Vest for denne sænkning ligger flere bjergmasser: Ishan, Taishan (1.540 m), Kiunyshan. Shantung-bjergene er mod øst hovedsagelig af arkaisk oprindelse, mod vest er de foldede arkaiske lag, der består af gnejs og krystallinske skifre med diabaser, kvartsporfyr og Korea-granit, overlejrede af kambriske og siluriske kalksten og sandsten samt af kulformationen, der indeholder rige kullejer. Bjerglandet består af plateauer og karstdannelser, stærkt gennemspaltede af forkastninger. Om fortidens vulkanske virksomhed vidner kupler af trakyt, dolerit og basalt.

Nord, vest og syd for Shantung strækker sig som en bred bue det kinesiske lavland, der indtager et areal af 445.000 km². Jordbunden består ved randen af bjergene, særlig neden for Hwai-bjergenes nordskråning, over store strækninger af løss. Den største del af sletten er dog dannet af flodaflejringer, der kun få steder dækkes af sort muld. Hvor det af floderne aflejrede materiale stammer fra løss-egne, således i Hoanghos og Hwaihos delta, har jorden en gul farve, hvilken der imod ikke findes i Jangtsekiangs delta.

Vest for lavlandet følger atter et højland, der omfatter den nordlige del af provinsen Petshili samt provinserne Shansi, Shensi og Kansu. Undergrunden for dette bjergland består af arkaiske dannelser, hvis foldede lag sædvanlig stryger i retningen sydvest til nordøst. I tidsrummet fra kambrium til devon, hvorfra sedimenter mangler, har denne egn været hævet over havfladen og været udsat for nedbrydende kræfter. Under kulperioden har en transgression fundet sted, under hvilken karbon-lag, indeholdende meget rige kullejer, er afsatte diskordant på de arkaiske. Der er grund til at antage, at de kulførende lag også danner undergrunden under en stor del af slettens alluvium og står i forbindelse med kullagene i Shantung. Senere har landet ikke været genstand for foldning, karbon-lagene har endnu omtrentlig bevaret deres vandrette stilling, hvilket i høj grad letter deres udnyttelse. Der imod har bøjninger og længdebrud, følgende de gamle arkaiske foldekæders retning, i høj grad bidraget til at give landet dets endelige skikkelse. Langs disse brudlinier er landet sunket terrasseformigt ned mod den store lavslette, så at de nordkinesiske bjerge er at betragte som brudranden af det mongolske plateau. Endelig har mægtige løss-dannelser, hidførte af de fra Mongoliets ørkener kommende støvstorme, udglattet terrænets former, udfyldt lavningerne og dækket bjergskråningerne med deres gule lermasser. Vest for Peking optræder bjerglandet som et system af parallelle kæder, forbundne ved tværvolde, men som ægte plateaudannelser findes i disse kæder ingen bestemt kamlinie, da brede og flade toppe er fremherskende. Blandt disse kæder kan fremhæves Wutaishan (3.400 m), Nankoushan, Mantoushan (2.700 m).

Længst mod nord ved Mongoliets grænse vidner udstrakte lavadækker om fortidens vulkanske virksomhed. Mellem kæderne strækker sig brede dale, udfyldte med sedimenter fra saltsøer eller dækkede med løss. Floderne, der gennemløber disse dale, gennembryder sædvanlig kæderne i dybe, snævre kløfter, ad hvilke handelsvejene fører fra kysten til det indre. Også i provinserne Shansi, Shensi og Kansu har bjerglandet en lignende karakter. Brudranden mod den store slette viser sig for den øst fra kommende rejsende som et langt, murformigt højdedrag, der bærer navnet Taihangshan eller Sishan (Vestbjergene). Har man overskredet plateauranden, viser det indre sig som et virvar af terrasser og taffelbjerge uden udprægede bjergkamme. Lavningerne og bjergskråningerne er dækkede med dyb løss, der navnlig i Kansu har en uhyre udbredelse og i høj grad bidrager til at udjævne terrænformerne. Flodernes erosion har imidlertid i løss-egnene skabt de mest bemærkelsesværdige landskabsformer, idet den har gravet dybe dale med lodrette vægge, der danner rene labyrinter af kløfter og hulveje. Står man på et højt sted, ser man ud over de grønne terrasser, mens man nedefra kun ser mod de gule, lodrette løss-vægge, der er udskårne i de mest fantastiske former med fritstående piller, bastionagtige fremragninger og snævre sidekløfter.

Sydkina afviger i sin bygning fra Nordkina derved, at de arkaiske dannelser overlejres af sibiriske og devonske lag, der har deltaget i hines foldning. Over devonet ligger kulkalk og røde, til trias-formationen hørende sandsten. Der efter følger jura, der ofte indeholder produktive kullejer. Alle dannelser efter kulkalken er afsatte i fersk vand. Sydkina er opfyldt af en stor mængde parallelle bjergkæder, der mere eller mindre har retningen sydvest til nordøst og kun sjældent når højder af mere end 2.000 m. Flere steder afbrydes dog bjerglandet af større og mindre sænkningsområder, der ved flodernes aflejringer er gjorte til nogle af landets frugtbareste egne. De mest kendte af disse er det røde bækken i Szetshwan, der ligger i en højde af 400—500 m.o.h. og er overordentlig tæt befolket, fremdeles Hukwang-sletten i Hupe (ca. 50 m.o.h.), Sikiang-dalen i Kwangtung og andre. Længst mod sydvest får landskabet en hel anden karakter, idet provinsen Szetshwan strækker sin politiske grænse ind over en del af det tibetanske højland, hvis mægtige, sneklædte bjergkæder her den ene efter den anden følger parallelt i retningen nord til syd og fortsætter sig ned gennem den vestlige del af provinsen Yunnan og videre ned i Bagindien. I disse egne findes Kinas største bjerghøjder, således i Szetshwan Dsara (7.800 m) og Gambu (7.700 m), og passene ligger ofte mere end 4.000 m.o.h.

Kysten har en længde af ca. 5.600 km. Den sydlige del af den indtil 30° n. br. er stejl: klippefulde, nøgne højder falder brat ned imod havet og omgiver de utallige bugte og fjorde, der dog i reglen er tilsandede og af ringe værdi som havne. Kun Hangtschou-, Wentshou-, Futshou-, Swatou-, Amoy- og Kanton-bugten danner undtagelser. Denne del af kysten er meget rig på klippeøer. Nord for Jang-tse-kiang-mundingen bliver kysten flad og er præget af sandrevler og grunde. Ved 35° n. br. bliver kysten atter klippefuld og har i provinsen Shantung flere gode havne så som Kiautshou, Wei-hai-wei og Tshifu. Petshili-bugtens kyster er atter flade og fulde af grunde og sandbanker.

Floderne er i Nordkina kun lidet sejlbare. Til Petshili-bugten løber Lwan-ho, Pai-ho, Ho-ang-ho og Hwai-ho. I deres øvre løb er de fulde af strømhvirvler, mens deres udløb spærres af sandbanker eller i det mindste kun vanskelig besejles. I selve lavlandet er floderne der imod af vigtighed såvel for vandingen af markerne som for den lokale færdsel. I forening med det overordentlig forgrenede kanalnet, der nødvendiggøres af risdyrkningen, erstatter de landeveje, af hvilke der tidligere kun fandtes meget få. Den største af alle disse kanaler er Kejserkanalen (Jynho), der går fra Tientsin til Tshing-kiang ved Jang-tse-kiang og sætter lavlandets kanal- og flodnet i forbindelse med denne flods sejlbare munding. Syd herfor fortsættes den til Hangtshou. Kanalens længde er 1.100 km, bredden varierer mellem 80 og 330 m. Også Jang-tse-kiangs bifloder er i stor udstrækning sejlbare. Svarende til bjergkædernes parallellitet har lange strækninger af deres løb længdedalenes retning fra sydvest til nordøst, men efter på en kortere eller længere strækning at have fulgt en længdedal genembryder de bjergkæderne uden derved at lide noget skår i sejlbarheden. Der opstår derved den mærkelighed, at vandskellene er ganske uden sammenhæng med bjergkædernes retning. Også de mindre kystfloder (Tsientang, Ngau-kiang, Min-kiang og Han-kiang) er sejlbare på kortere eller længere strækninger. Deres brede og dybe mundinger betegner stederne for kystens vigtigste handelsstæder. I Kanton-bugten udmunder de 3 store floder Tung-kiang, Pe-kiang og Si-kiang, af hvilke den sidste ved sin biflod Kwei-kiang og en sejlbar kanal er sat i forbindelse med Hsiang-kiang, en biflod til Jangt-tse-kiang. Fra det østlige Jynnan danner Hoti-kiang (Songka) en sejlbar forbindelse med Tonkin, mens floderne Lantsan-kiang (Mekong) og Lu-kiang (Saluen), der på deres vej fra Tibet til Bagindien gennemstrømmer bjerglandet i VestYunnan, er fulde af strømhvirvler og derfor usejlbare.

På indsøer er visse lavlandsstrækninger temmelig rige, særlig provinsen Kiangsu med Hungtsehu, Kaojuhu, Tatsunhu, Taihuog og flere mindre. I Kiangsi ligger Pojanghu, i Hunan Tungtinghu, Kinas største sø, og endelig er Hukwang-sletten meget rig på mindre søer. Bjerglandet er meget fattigt på søer undtagen provinsen Yunnan (Ørrhai, Tienhai, Fuhienhu).